Info

Kystruten – barsk og blid for krop og sjæl

150 km naturoplevelse til fods rundt om Limfjordsøen Mors. En tur, der vil lede dig gennem en fuldstændig unik og fantastisk variation i landskaber og naturformer.
Ruten følger strande, skovveje, mindre stier, markveje, går over enge med græssende dyr og langs små asfalterede veje.

Kystruten åbner for et hav af muligheder for en tur eller ferie med masser af kvalitetstid, sunde udfordringer og eventyrlige oplevelser, hvad enten du er alene eller sammen med andre.

Det er skønt at gå langs vandet, men også godt at variere turen, så du får fast grund under fødderne og kommer op i landet. Herfra ser du den fantastiske udsigt – ind over øen og ud over fjorden.

billede-15Ø – en valgstavn
Fastholdt
af to broer,
duvende
næsten umærkeligt
på fjordens vand,
centrum
for et af verdens
allerstørste himmelrum,
sådan er
denne foldede flade
på trehundredetreogtres
stilfærdige grønne
kvadratkilometer,
dækkende over dramatiske
dybder,
opfyldt af millioner af tons
kridt og moler,
sand og istidsler blandet
med prosaisk grus og overtrukket
med poetisk muld,
alt sammen kaldet Mors,
og trods navnets
medicinske betydning
alligevel
levende,
gennemtygget af regnorme,

billede-17befølt af insekter,
befløjet af fugle,
betrampet af firbenede dyr
med godmodigt mæle
og af mennesker,
for også mennesker
vandrer rundt her
og lægger mål til mæle
og hænder
til dagens og nattens sysler,
også mennesker
ånder her deres drømme
om dagligdag ud,
mens tidens blå krusninger
glider forbi
derude på fjorden.

Knud Sørensen